Konkursrådet har barslet med et betænkningsudkast om nye regler for rekonstruktion til afløsning af de hidtil gældende regler om dels betalingsstandsning og dels akkordordninger mv.

Efter konstateringen af insolvens kan skifteretten træffe beslutning om indledning af rekonstruktionsbehandling.

Det er Konkursrådets anbefaling, at en rekonstruktionsbehandling maksimalt vil kunne tage ca. 11 måneder mod hidtil 12 mdr., samt at overtrædelse af frister skal medføre, at skifteretten skal træffe beslutning om, at rekonstruktionsbehandlingen skal ophøre.

Under rekonstruktionsbehandlingen foreslår Konkursrådet blandt andet føl­gende tiltag:

Forbud mod retsforfølgning mod skyldneren, (svarende til de gældende regler om betalingsstandsning)

Adgang til modregning, omstødelse og videreførelse af gensidigt be­byrdende aftaler efter regler, der i vidt omfang svarer til reglerne i konkurs hhv. reglerne om tvangsakkord,

Tvungen debitorskifte ved gensidigt bebyrdende aftaler, og

Bindende vurdering, der er videregående end de regler, der efter gæl­dende ret gælder ved tvangsakkord og gældssanering.

Baggrunden for forslagene er, at rekonstruktionsbehandlingen enten vil føre til en rekonstruktion med dertilhørende solvens for skyldner, eller en konstatering af at rekonstruktionen ikke kan gennemføres og skyldneren derefter overgår til konkurs.

Lovudkastet fastlægger alene de overordnede rammer for rekonstruktions­behandlingen og omtaler således ikke selve indholdet af rekonstruktionen. Det er Konkursrådets hensigt, at rekonstruktionen skal indeholde bestem­melse om virksomhedsoverdragelse, tvangsakkord eller en kombination heraf.

Det er således ikke hensigten at en virksomhed skal kunne afvikles under en evt. rekonstruktionsbehandling.

Vi har gennemgået udkastet og har bemærket os følgende:

Overordnet hilses det velkomment, at Konkursrådet har fundet anledning til at gennemgå reglerne om betalingsstandsning, rekonstruktion m.v. set i lyset af flere forhold, dels gennemførelse af virksomhedspantordningen, dels de hidtidige erfaringer med de gældende retsregler, herunder det faktum, at forsøg på rekonstruktion via betalingsstandsning ofte alligevel er endt i konkurs.

Når dette er nævnt, bør det dog også samtidig bemærkes, at betalingsstandsning ofte har været indledt på et tidspunkt, hvor konkursbehandling ellers var eneste alternativ. Så det, at betalingsstandsning ikke ofte fører til en rekonstruktion af virksomheder, men måske nærmere det modsatte, er ikke nødvendigvis som udgangspunkt ensbetydende med, at betalingsstandsningsinstituttet har været overflødigt, og slet ikke at betalingsstandsningsinstituttet har medført flere konkurser, end tilfældet uden instituttet ellers ville have været.

Med hensyn til det andet led i Konkursrådets oplæg bemærkes, at reglerne om virksomheds- og fordringspant blev gennemført med ikrafttræden den 1. januar 2006, og erfaringerne ved brugen af disse regler (ud over rent statistiske oplysninger om omfanget og brug af virksomhedspant) har først åbenbaret sig i praksis i løbet af det seneste års tid i de mange konkursboer, der er etablerede som følge af den igangværende krise.

Konkursrådet har ikke haft mulighed for at implementere disse erfaringer i Konkursrådets løbende arbejde, som er pågået over flere år.

Nedenfor anførte bemærkninger skal således ikke tages som udtryk for en kritik af Konkursrådets arbejde. Vi har således forståelse for, at det ikke fuldt ud har været muligt at tage højde for konsekvenserne af indførelsen af reglerne om virksomheds- og fordringspant hhv. den igangværende krise.

Betænkningen lægger overordnet op til en mere detaljeret reguleret form for rekonstruktionsforløb end hidtil med større kreditorindflydelse end hidtil.

Vi kan tiltræde, at større kreditorindflydelse i et eventuelt rekonstruktionsforløb er ønskelig, således at rekonstruktionsforløb, som ikke bakkes op af en majoritet af kreditorerne, ikke gennemføres til skade for disse.

Omvendt er det ikke umiddelbart vores opfattelse, at en mere rigid og detaljeret regulering af rekonstruktionsforløbet vil medføre lavere omkostninger, kortere sagsbehandlingstid eller større mulighed for at redde virksomheder i krise.

Tværtimod bør det nok overvejes, om ikke rammerne for en rekonstruktion bør være så brede som muligt for netop at give så vide muligheder som muligt for at redde eller rekonstruere kriseramte virksomheder.

Med hensyn til virksomheds- og fordringspant bemærkes, at de praktiske erfaringer hermed indtil dato overvejende synes at være, at virksomheds- og fordringspant er anvendt i omfattende grad, og at dette medfører, at der ofte i forbindelse med konkursramte virksomheder ikke er frie aktiver af nogen rimelig størrelse. I virkeligheden synes problemstillingen ofte at være, om der overhovedet er dividende til privilegerede fordringer, herunder lønmodtagerkrav.

Dette medfører, at en reel rekonstruktion af virksomheder ofte er umuliggjort.

Som situationen p.t. er, sker der ofte det, at en virksomhed overdrages før eller umiddelbart efter afsigelse af dekret til en ejerkreds svarende til den hidtidige til et beløb svarende til restgælden til virksomhedspanthaver (oftest virksomhedens pengeinstitut), og der vil herefter ikke i et konkursbo være midler tid kreditorerne, (dog vil der i de fleste tilfælde samtidig ske overdragelse af medarbejderne i virksomheden, og dermed sikres i hvert fald disse deres evt. tilgodehavender).

Dette medfører, at anvendelsesområdet for den foreslåede nyregulering af rekonstruktionssager forlods må antages at være yderst begrænset, og måtte disse bringes i anvendelse, vil dette ofte alene ske med henblik på afhændelse af virksomheden og ikke med henblik på rekonstruktion, det må dog samtidig antages, at panthaver som oftest vil forsøge at undgå rekonstruktionsmodellen (afhændelse under rekonstruktion), idet dette antageligvis alene vil medføre øgede omkostninger for virksomhedspanthaver og systemet vil være til hinder for en hurtig overdragelse af virksomheden.

Konkursrådet lægger op, at rekonstruktionsmodellen alene skal kunne anvendes i forbindelse med forsøg på rekonstruktion henholdsvis afhændelse og ikke som hidtil også til en kontrolleret afvikling under betalingsstandsning.

Det er vores opfattelse, at dette vil medføre, at der oftere end nu foretages ureguleret afvikling af virksomheder uden for konkurslovens rammer med risiko for forfordeling af kreditorerne og eventuelle tvistigheder herom, idet en kreditor ikke kan tvinge en debitor til afvikling af virksomheden under kontrollerede former, men kun sikre at virksomheden tages under konkursbehandling.

Ureguleret afvikling medfører erfaringsmæssigt risiko for, at virksomhedens aktiver ikke fordeles i overensstemmelse med konkurslovens intention. Ligesom den manglende mulighed for afvikling kan medføre, at afvikling med udnyttelse af lønninger i en eventuel opsigelsesperiode m.v. ikke længere kan gennemføres eller af omkostningsmæssige årsager fravælges.

Det bør derfor overvejes at udvide mulighederne for rekonstruktion til også at omfatte afvikling af en igangværende virksomhed i et eventuelt rekonstruktionsforløb.

Med hensyn til den tidsmæssige udstrækning har Konkursrådet ønsket at forsøge at begrænse den tidsmæssige udstrækning af rekonstruktionsforløb. Hidtil har denne ligget på maksimalt 12 måneder, og efter de foreliggende udkast til forslag til lovændringer begrænses den maksimale udstrækning til 11 måneder.

Der er ikke i forbindelse medudarbejdelse af betænkningsudkastet fremkommet forslag til afklaring af den problemstilling, som opstår som følge af skatteårets udelelighed.

Problemstillingen er beskrevet i betænkningen side 252-255.

Samtidig bemærkes, at der ikke i betænkningen er fremsat forslag til ændringer af konkursskatteloven.

Det er vores opfattelse, at der samtidig med ændring af konkurslovens rekonstruktionsregler også bør ske en tilsvarende tilpasning af konkursskatteloven, ligesom det må være åbenbart for enhver, at problemstillingen vedrørende skatteårets udelelighed bør afklares samtidig hermed.

Mange problemer ville dog være løst ved at ændre den absolut maksimale grænse for den tidsmæssige udstrækning af en rekonstruktion til 13 måneder (eller helt at fjerne tidsgrænsen, der er vel ingen der kan være interesseret i at en tidsgrænse gør en rekonstruktion af en ellers levedygtig virksomhed umulig eller fordyrer denne væsentligt til skade for virksomhedens kreditorer og samfundet som helhed) , idet man herved sikrer sig, at det ikke vil være nødvendigt at ”planlægge” indledningen af et rekonstruktionsforløb, set i forhold til de nævnte skattemæssige problemstillinger.

Ud over ovennævnte overordnede problemstillinger tillader vi os at anføre følgende detailbemærkninger:

1.     Kreditorudvalg

Både af omkostningsmæssige og indflydelsesmæssige årsager bør muligheden for nedsættelse af kreditorudvalg i medfør af den gældende konkurslovs § 14 opretholdes.

 Yderligere rekonstruktører medfører ikke nødvendigvis større indflydelse, men under alle omstændigheder større omkostninger. Selvom også denne mulighed bør være til stede, bør der ligeledes være mulighed for, at kreditorerne kan involveres via nedsættelse af et kreditorudvalg, således som tilfældet hidtil har været.

2.     Frister

Konkursrådet har foreslået en række ultimative frister.

Der kan være gode grunde til, at fristerne springer, og dette bør ikke være til hinder for gennemførelse af en rekonstruktion med opbakning fra kreditorernes side.

Der bør derfor indarbejdes ”dispensations”-muligheder i forhold hertil.

3.     Igangværende aftaler

I de foreslåede regelændringer er indeholdt en mulighed for, at ”binde” eventuelle medkontrahenter vedr. igangværende aftaler, uden at de i denne sammenhæng skal have mulighed for at rejse krav om sikkerhedsstillelse for opfyldelse af aftalerne.

Det, at medkontrahentens krav får status som sekundært massekrav, er ikke ensbetydende med, at der er sikkerhed for dækning, cfr. i øvrigt rådets bemærkninger om de praktiske erfaringer med mulighed for dækning ved konkursboer, set i lyset af reglerne om virksomheds- og fordringspant.

Rådet henviser til ovennævnte bemærkninger om de praktiske erfaringer med dækning efter indførelsen af reglerne om virksomheds- og fordringspant.

Ved igangværende rekonstruktioner, der efterfølgende afløses af konkurs, er der således overvejende risiko for, at eventuelle medkontrahenter ikke kan opnå fuld dækning for eventuelle krav opstået i rekonstruktionsperioden.

Man kan selvfølgelig spørge sig selv, hvorvidt dette medfører, at medkontrahenten kan rejse krav over for rekonstruktøren.

Det er dog umiddelbart vores opfattelse, at dette ikke nødvendigvist er tilfældet, idet rekonstruktøren ikke er omfattet af objektivt ansvar for en eventuel skadevirkning af fejlslagne rekonstruktionsforsøg, og der er således overhængende risiko for, at eventuelle medkontrahenter samt tillige SKAT og Lønmodtagernes Garantifond risikerer yderligere tab som følge af fejlslagne rekonstruktionsforsøg.

Man bør derfor overveje, om ikke der fra medkontrahenternes side skal være mulighed for at stille krav om sikkerhed, henholdsvis forudbetaling ved en fortsættelse af en igangværende aftale under et eventuelt rekonstruktionsforløb.

4.     Løngaranti

Sikkerhedsstillelse for lønkrav kræver likviditet, og er derfor ofte afgørende til hinder for gennemførelse af et rekonstruktionsforløb.

Man bør derfor overveje at lovregulere den praksis, som Lønmodtagernes Garantifond p.t. opererer med omkring forhåndsgodkendelse af virksomheder med henblik på udbetaling af løn under en anmeldt betalingsstandsning, eller tilsvarende stillelse af sikkerhed forbindelse hermed inden for de i LG-loven anførte dækningsmaksima.

5.     Ændring af KL § 61 stk. 3.

Ændringen af KL § 61 stk. 3. synes ikke at finde støtte i betænkningen hhv. noterne til de enkelte lovforslag og ændringen synes umotiveret.

Da ændringen kan medføre en uklar retstilstand på området anbefales denne ændring udeladt.

6.     Habilitet.

Konkursrådets forslag om, at en virksomheds hidtidige revisor ikke kan være tillidsmand i forbindelse med forsøg på rekonstruktion bifaldes, men der bør overvejes en mulighed for det modsatte, idet rekonstruktion af mindre virksomheder i så fald er eller kan blive en umulighed, da skifte af revisor i en ellers i øvrigt presset situation kan være umulig allerede fordi økonomien ikke vil tillade dette.

Advokat Jens Jepsen, medlem af bestyrelsen for Danske insolvensadvokater.